Vores mål er at opdrætte sunde, racetypiske og smukke foxterrier. I det arbejde lever vi naturligvis op til Dansk Kennel Klubs etiske anbefalinger til opdrættere omkring avl.
Vi synes, at det er vigtigt at opdrætte foxterrier, der kan begå sig i en moderne familie med mange gøremål. Vores afkom er opfostret i en aktiv familie. De er med i familielivet, de har kontakt til børn, de kommer ud at køre i bil osv. Vi lægger vægt på en alsidig prægning i de 8 uger de er hos os, så overgangen til et dejligt hundeliv i en ny familie bliver så nemt som muligt.
Vi forsøger så vidt muligt at holde kontakt med de hunde vi sælger, så vi ved at det går dem godt. Og vi er derfor altid glade for en mail, en telefonopringning eller andet livstegn.

Jeg har for en del år siden udstillet og opdrættet Old English Sheepdog i samarbejde med kennel Cheerio.
Efter en pause på flere år uden hund, fik familien lyst til at få hund igen.
Denne gang skulle det være en mindre og mere selvstændig hund, som er nemmere at have med i bil og båd.
Valget faldt på racen ruhåret Fox Terrier, hvilket vi ikke har fortrudt. Det er en aktiv, livlig og kvik hund, som tillige er venlig og imødekommende.

Jeg har erhvervet kennelmærket "Sweet Buffoonery" i 2004. Sweet Buffoonery refererer til vores første Fox Terrier, som blev kaldt Buffy. Direkte oversat betyder Sweet Buffoonery ”søde narrestreger”, hvilket vi synes passer godt til racen.
|